|
En ny start
Det er ikke gået helt med mit saltvandsakvarium, som jeg havde ønsket fra starten - ja faktisk så er det slet ikke gået.
Det endte med noget der vel bedst kan betegnes som et kloakudløb i stuen.
Det er måske nok lidt overdrevet at kalde det et kloakudløb for det lugtede ikke helt så slemt, men det lignede et kloakudløb.
En brun klistret algebelagt suppegryde midt i stuen krydret med klagesang fra familien og kommentarer og stikpiller fra gæster.
Efter at have kikket på suppen en rum tid uden at kunne besinde mig til finde en løsning på mit mislykkede forsøg på at etablere et saltvandsakvarium, kom jeg langt om længe frem til, at der nu måtte ske noget.
Der var tre valgmuligheder:
Grunden til at tingene var endt med fiasko bundede nok egentlig i at indsatsen havde været halvhjertet. Opstartsproblemerne eskalerede til permanente problemer.
Hvis noget ikke er gået helt efter forventningen, er det sjælden særlig fremmende for ens personlige engagement og man ender nemt med at tabe interessen uden egentlig at tage konsekvensen heraf og få stoppet med det, som ikke virker.
Langt om længe nåede jeg frem til en beslutning- nemlig at der nu skulle gøres et sidste helhjertet forsøg på at få det til at fungere.
Kloakudløbet skulle ud af stuen og et koralrevsakvarium skulle rykke ind og overtage pladsen.
For at få en god start gik jeg på Internettet og ledte efter beskrivelser af hvordan andre havde grebet sagen an. Hvis andre havde held med at lave et koralrev i stuen, måtte der da være hjælp at hente et sted derude.
Jeg havde som udgangspunkt et ønske om at få erstattet det fundament af gasbeton, som akvariet stod på med et regulært skab, som dels kunne rumme en sump og dels kunne afskærme de kraftige lamper, som længe havde omdannet hele stuen til et "lyshav"
Efter at have søgt på både danske og udenlandske hjemmesider fandt jeg frem til en dansk side som hedder www.koralrevet.dk. Her var der en beskrivelse og billeder af et "gør det selv" akvariemøbel. Det var lige hvad jeg havde ledt efter.
Der var også en beskrivelse af Balling metoden, som jeg i forvejen havde læst mig til var en metode, som mange tyske akvarister havde anvendt med held.
Desuden var der en billedeserie taget over cirka 12 måneder, som viste hvor stor succes, der var opnået på relativ kort tid.
Her var der én som ikke bare havde sat sig grundigt ind i opstarten af et koralrevsakvarium, men som også havde en række praktisk erfaringer.
Efter en gennemlæsning af hjemmesiden var der dog enkelte ubesvarede spørgsmål, så jeg skrev en mail til Henrik Nielsen , som er indehaver af koralrevet.dk. Jeg fik derefter lov at komme forbi for at se, opmåle og fotograferer hans akvarieskab.
Det blev et besøg hvor jeg ikke bare fik gode råd, billeder og ideer til et nyt skab med hjem, men også en række spændende informationer om hans erfaringer med drift og vedligeholdelse af et saltvandsakvarium.
Formålet med denne side er at kunne bidrage med både negative og positive erfaringer i forbindelse mit "genopretningsprojekt", så andre der starter et koralrevsakvarium kan få en fornemmelse af, at man ikke nødvendigvis behøver at give op, bare fordi det ikke lykkedes i første forsøg.
Jeg har ved at kikke på nettet fået nogle"egenudviklede" ideer til mit projekt, men mit "nye" forsøg på at etablere et koralrevsakvarium tager et langt stykke hen af vejen udgangspunkt i de informationer, som fremgår af koralrevet.dk og den inspiration jeg har fået fra Henrik.
Besøget hos Henrik er derfor blevet et vendepunkt for mit forsøg på at komme i gang med mit "genopretningsprojekt" - Et projekt som jeg i skrivende stund ikke kender udfaldet af. |